sentimentalitet og rastløshed

To følelser så snævert forbundet - og alligevel to. Til tider dybt forskellige, andre gange umiskendeligt ens. Måske de de følges ad; den ene i forlængelse af den anden?

Jeg gribes af og til af rastløshed - meget dybt og inderligt - og jeg er på ingen måde stolt over det eller glad for det. Det er den følgesvend, jeg helst ville være foruden, men som dog følger mig med med et spøgelses iskolde rislen ned af ryggen; den svend hvis tvilling er utålmodigheden.

Jeg rammes som regel, når kalenderen endelig giver mig time out - der hvor jeg egentlig skulle sætte mig ned og falde til ro og tænke tanker; tage stilling til livet. Dét er bare ikke en evne, jeg har! Evnen er i ethvert fælde meget underudviklet. - Benene får trang til at spjætte, armene behov for at røre sig og tankerne vil lige som ikke rodfæste sig og indrette sig efter fælles køkultur (som jeg ihærdigt forsøger at lære min dejlige 2. klasse - man behøver ikke just på een gang at vælte sig ind over chokoladebollerne, som alligevel er så varme, at der mindst går 5 min. til, før man ikke får en 3. grads forbrænding ved et split sekunds kontakt med huden..)

Når jeg endelig beslutter mig for at plante røvetten på et dertil særligt indrettet område, så samarbejder kroppen og resten af hjernen ikke ligefrem med viljen.


Og når jeg så med beslutsomhedens magt har overvundet de første kaskader af tankestrømme, indfinder sentimentaliteten sig som regel.. Først kommer drømmene, forventningerne og ønskerne til livet, dernæst øjner jeg omfanget af lige netop det, jeg ønsker - alt på een gang - og endelig overmandes jeg af skrøbeligheden ved livet. - Alt kan så let gå galt, mistes som sand mellem hænderne og ændres som fodspor, der overskylles på stranden..

Alligevel lykkes livet jo for langt de fleste mennesker, og så kommer i sidste ende erkendelsen af, at når livet for så mange alligevel flasker sig på ret fornuftig vis, trods alle de udfordringer, man må igennem og de omveje og kursændringer, man må tage, så må det skyldes, at jeg heldigvis aldrig går alene i livet.. I disse øjeblikke (der som hovedregel forgår ved stranden med frit udsyn til det mest fantastiske af al natur) føler jeg mig altid en lille smule mere end de ellers normalt 100% sikker på, at Jesus er Guds søn, og at Helligånden går med mig hver dag og viser mig vejen, der lykkes. Jeg paralyseres af ydmyghed og taknemmelighed over livet og al den velsignelse, jeg har oplevet, er del af nu og vil få mere af i fremtiden.


At jeg så nanosekunder efter min åbenbaring møder utålmodigheden, som fører til kaos-tilstanden igen og påbegynder en ny omgang på cirkelforløbet, må tilskrives min alder og livssituation samt det faktum, at jeg har meget mere at lære endnu - og heldigvis for det!

..se sådan ser en omgang nattesentimentalitet ud, når den udspringer af den smukkeste scene i aftenens film krydret med en dejlig sms og tanker, der for tiden er så rigeligt af..