SommerGospel pessimismen er vendt

jeg er i disse dage på SommerGospel for fjerde gang. jeg har lovet mig selv ikke at skrive dagbog herinde, så hvordan kringler man så lige den, når man nu bare må fortælle, hvor fedt det nu engang er at være afsted?!

jeg undrer mig over, hvorfor jeg hvert eneste år får en eksamens-angst fornemmelse i kroppen inden ugen oprinder. - jeg mister lidt lysten og tænker på alle de pudsige og til tider også en anelse anstrengende situationer, der også er forbundet med en uges ophold på en højskole med en temmelig blandet gruppe mennesker.
således også i år, hvor jeg stærkere en før, følte trangen til at vende bilen, men efter en vel overstået første dag med aktiv deltagelse i solistkurset, grin og store armbevægelser må jeg bare spørge mig selv, hvad det er i mig, som ikke bare lader glæden..

jeg har det oftest sådan, at jeg må bekæmpe pessimismen og overvinde førstedagens timer. alligevel er jeg snarere underholder og stor-smiler end den grå klat med nedadhængende mundvige ovre i hjørnet.

så endnu en gang må jeg gøre en indsats for at huske, at det jo bare er alt alt for allerfedest at være afsted og ikke gøre andet end at synge sange, der ophøjer og ærer Jesus - en uges vandring i tilbedelse og bøn. halleluja for helligånden! gid denne uge må blive en milepæl i de mange ikke-kristnes liv her på SommerGospel; at de må mærke Guds grænseløse og vilde kærlighed.

Amen!

lidt om savn

det siges, at det kan være sundt at savne. jeg må her til morgen spørge; hvorfor?!

jeg er selvfølgelig med på, at man lærer af at mangle, fordi man således i højere grad værdsætter de ting, man har fået til låns - for det synes jeg jo virkelig er en fantastisk erkendelse! at vi som sådan aldrig i vores jordiske liv kommer til at eje noget, for alt vil før eller siden blive andres; vores bil, hus, tøj, møbler etc.

det handler imidlertid mest om materielle ting. menneskelige relationer og knyttede venskaber behøver man altså ikke mangle for virkelig at værdsætte dem, eller hvad? - måske i mindre grad, men jeg synes egentlig ikke, der er den store fornuft i partout at skulle savne nogen for at sætte pris på dem.

jeg har i den forbindelse været meget taknemmelig over at lære både børn og voksne på elise smiths skole at kende og har værdsat det hvert eneste minut, jeg har været der. nu sidder jeg så efter en veloverstået afskedsdag og meget festlig sommerfest tilbage med savnet og må stille Jer det spørgsmål:

værdsatte jeg det mon mere, fordi jeg vidste, at det kun var til låns?!

(lidt ord- og tankekløveri fra en morgen spekulant)

jeg er her endnu

nu er det snart længe siden, der er sket noget herinde - ikke at lysten dertil mangler, men der er andre ting, der fylder i denne uge:

1) Sidste dag på arbejdet - det bliver mere end hårdt at sige farvel ;(

2) SommerGospel i næste uge - skulle man måske alligevel lige forberede sig lidt?! ;-)

og så spekulerer jeg i disse dage over, hvor ens man i grunden er som mennesker rundt på kloden, og det evige uopklarede spørgsmål rumsterer også, HVORFOR kan man bare ikke cykle i kjoler?

pletskud

faldt over dette billede forleden og trak på smilebåndene - for bort set fra, at jeg har 2.a og ikke b, så ligner billedet ellers skræmmende godt en mulig situation - som heldigvis sjældent opstår - når jeg kommer ind af døren

erkendelse

hjælp kræver overskud, 2007

det slog mig her til morgen i et sekunds klarsyn - og jeg tænker som regel godt efter en stor fødselsdags fest og alt for lidt søvn - at der i introen til salmernes bog i den nyeste version fra scandinavia står noget meget essentielt. - ikke at det er den helt store åbenbaring, slet ikke, men det er en vigtig og fin påmindelse om Jesus' arbejdsgang. sommetider tror jeg vi kan være for utålmodige og halvgrådige i vores ynk og klage. men, vi må jo gå det sted hen, hvor Gud kan nå os og tale til os, for at hjælpen er mulig; vi må stå frem. der står:

" han forlanger ikke, at vi løser vores problemer selv,

men at vi erkender dem og søger hjælp hos ham. "

i'm almost italian

hjemme igen fra det dejlige italien skal jeg liiige vænne mig til et danske klima. til gengæld er jeg i vante omgivelser - jeg kan køre bil igen, tale mit modersmål (uden de nuvundne fakter til understegelse af det, man siger) og så er det da trods alt solskin, om end temperaturforskellen er temmelig tydelig efter kuldegysningerne at dømme.

tag til italien - det er et skønt skønt skønt land! nævnte jeg, at italien er dejlig?

åh åååhh

Det går op for mig, at jeg har formuleret mig helt uheldigt nedenfor.. Under lykkelige omstændigheder = i højt humør og hysterisk glæde..

Jeg er ikke lige gravid i første omgang ... haha :-)

der bliver pause på bloggen en uges tid, da jeg under lykkelige omstændigheder skal en tur ned under sydens sol - og det bliver sol ifølge dmi.dk

tilgivelse

Jeg kom til at tænke over tilgivelse her til morgen, da en ven skriver til mig på facebook'en, at han er forarget over de milde domme, man finder en oversigt over på s. 10 i dagens århusianske Nyhedsavis.

Det forholder sig nemlig sådan, at Claus Riskjær idømmes en strængere straf end diverse voldsmænd og -kvinder, hvis straffe lå i en ramme fra 1/2 - 3 års fængsel.
Og det fik mig i første omgang til at tænke på det signal, vi i Danmark sender, når vi straffer misbrug af materielle ressourcer hårdere end misbrug af menneskelige ting som tryghed, sikkerhed, førlighed, tillid og hvad der ellers sker brud på ved voldshandlinger.. Det er for mig virkelig her de røde alarmlamper må blinke - uden jeg i øvrigt har kvalifikationer til at tænke på rimeligheden af straffelængden - når materielle værdier vægtes højere end menneskelige! Jeg forarges simpelthen i meget høj grad!





Min ven tog nu ikke i det væsentlige stilling til forholdet mellem voldsstraffe og så misbruget af materielle ting, men han fandt det flovt og grotesk, at "utilgivelige" handlinger, som de listet var, ikke straffes hårdere.

Utilgivelige?!

Se her kom jeg lidt i klemme, fordi jeg virkelig efterstræber at leve efter devisen "alt kan tilgives" - UDEN at det retfærdiggør handlingen eller neglicerer det på nogen måde. Men den rene og skære tilgivelse er med viljens kraft og Guds hjælp mulig, og jeg er helt sikker på, at det rummer mere end en tilfredsstillelse og fred at tilgive: Dels bliver man ikke hængende i bitterheden og vreden, og dels fører det til fred, fordi man lægger hændelsen fra sig, uden at underkende dens eksistens. - Man lærer at leve med den, når man i kærlighed kan beslutte sig for at tilgive ved et aktivt valg!

sentimentalitet og rastløshed

To følelser så snævert forbundet - og alligevel to. Til tider dybt forskellige, andre gange umiskendeligt ens. Måske de de følges ad; den ene i forlængelse af den anden?

Jeg gribes af og til af rastløshed - meget dybt og inderligt - og jeg er på ingen måde stolt over det eller glad for det. Det er den følgesvend, jeg helst ville være foruden, men som dog følger mig med med et spøgelses iskolde rislen ned af ryggen; den svend hvis tvilling er utålmodigheden.

Jeg rammes som regel, når kalenderen endelig giver mig time out - der hvor jeg egentlig skulle sætte mig ned og falde til ro og tænke tanker; tage stilling til livet. Dét er bare ikke en evne, jeg har! Evnen er i ethvert fælde meget underudviklet. - Benene får trang til at spjætte, armene behov for at røre sig og tankerne vil lige som ikke rodfæste sig og indrette sig efter fælles køkultur (som jeg ihærdigt forsøger at lære min dejlige 2. klasse - man behøver ikke just på een gang at vælte sig ind over chokoladebollerne, som alligevel er så varme, at der mindst går 5 min. til, før man ikke får en 3. grads forbrænding ved et split sekunds kontakt med huden..)

Når jeg endelig beslutter mig for at plante røvetten på et dertil særligt indrettet område, så samarbejder kroppen og resten af hjernen ikke ligefrem med viljen.


Og når jeg så med beslutsomhedens magt har overvundet de første kaskader af tankestrømme, indfinder sentimentaliteten sig som regel.. Først kommer drømmene, forventningerne og ønskerne til livet, dernæst øjner jeg omfanget af lige netop det, jeg ønsker - alt på een gang - og endelig overmandes jeg af skrøbeligheden ved livet. - Alt kan så let gå galt, mistes som sand mellem hænderne og ændres som fodspor, der overskylles på stranden..

Alligevel lykkes livet jo for langt de fleste mennesker, og så kommer i sidste ende erkendelsen af, at når livet for så mange alligevel flasker sig på ret fornuftig vis, trods alle de udfordringer, man må igennem og de omveje og kursændringer, man må tage, så må det skyldes, at jeg heldigvis aldrig går alene i livet.. I disse øjeblikke (der som hovedregel forgår ved stranden med frit udsyn til det mest fantastiske af al natur) føler jeg mig altid en lille smule mere end de ellers normalt 100% sikker på, at Jesus er Guds søn, og at Helligånden går med mig hver dag og viser mig vejen, der lykkes. Jeg paralyseres af ydmyghed og taknemmelighed over livet og al den velsignelse, jeg har oplevet, er del af nu og vil få mere af i fremtiden.


At jeg så nanosekunder efter min åbenbaring møder utålmodigheden, som fører til kaos-tilstanden igen og påbegynder en ny omgang på cirkelforløbet, må tilskrives min alder og livssituation samt det faktum, at jeg har meget mere at lære endnu - og heldigvis for det!

..se sådan ser en omgang nattesentimentalitet ud, når den udspringer af den smukkeste scene i aftenens film krydret med en dejlig sms og tanker, der for tiden er så rigeligt af..

næsten alt aktivitets-kapacitet er i sving

bare på konfirmand.blogspot.com, TUF-planlægning, møder om metodistkirken.dk lige pt.

Der var planlægningsmøde den sidste maj-lørdag i går, og foruden det meget fantastiske i, at lederne hygger sig rigtig meget, mens de laver TUF, så må jeg også bare udbryde, at det bliver et dejligt, dejligt, dejligt program, når alt forhåbentlig klapper.

Det er en sand velsignelse at være del af en ledergruppe med mange forskelligartede kompetencer, hvor alle er villige til at give rigt af deres kvaliteter, og hvor vi har en fælles vilje og vision for at drive TUF langt videre end det stadie, vi allerede har nået. - Det er udviklende og meget motiverende for en idéudvikler og igangsætter som mig, at tingene på TUF ikke er statiske og gode løsninger er "gode nok", men at vi hele tiden skal videre og udvikle og udvide rammerne i endnu større grad.

Det er det samme, vi skal til at arbejde for med metodistkirken.dk - et meget interessant felt med et ocean af muligheder. Jeg glæder mig over at være blevet en del af "udviklings"-udvalget og er meget spændt på, hvordan vi i fremtiden vil formå at udnytte internettets muligheder på den officielle hjemmeside.