ja ja ja

... jeg ved det - der foregår heller ikke super meget herinde i disse dage, men ...

I morgen skal jeg følgende:

(som ikke efterlader mange frie øjeblikke til at formulere livet store og små tanker)

1. Holde morgenmøde om www. metodistkirken.dk, 8.30 - 11.00

2. På arbejde og passe mine dejlige børn, 11.30 - 16.30

3. Holde telefonmøde om pr til Sommerkirke 09, 17.00 - 18.00

4. Til cellegruppe, 20.00 - ?

Jeg når det vel på forunderlig vis =)

jeg har SLET ingen kommentarer til vejret her til mogen

:-(

FRYD

FRYD FRYD FRYD

Har lige tjekket dmi på min faste rute gennem internettets herligheder, og hvad ser man??

Det bliver skønno sommer senere på ugen..

hvad afmagt og børn har med hinanden at gøre

Nu - da jeg faktisk har arbejdet med børn de sidste to år - føler jeg, at jeg har et vidst grundlag for at hoppe med på børnesnakken.

Først må jeg nedfælde med særdeles tydelige typer - var der nogen der havde en hammer, mejsel og et stykke klippe, de kunne undvære?! - at jeg synes børn er helt fantastiske; unikke og meget mere særegne end voksne, der efterhånden på godt og ondt har fået slebet kanterne, så de passer minutiøst til samfundets flittigt brugte kasser påklistret med type-etiketter..

Men, med slet skjult humor forståes, har jeg gjort mig den erfaring, at børn i vuggestuealderen jo naturligt nok er ubetinget i ens vold, hvor deres mening til enhver tid må vige for den voksnes; de kapitulerer forholdvist hurtigt (husk ingen regel uden undtagelse..).

Børnehavebørn udfordrer grænser, for ligesom at finde ud af, hvor stor spændvidde de har - inden for hvilket felt de frit kan bevæge sig, og efterhånden som de vokser til, proportionalt voksende med antallet af tabte tænder og begyndende ved første skoledag får de en besynderlig idé om, at de måske i virkeligheden ikke er helt så afhængige af deres forældre - de kan faktisk ret mange ting selv.

Samtidig spirer en umanerlig lyst til ikke at føje den voksnes bud frem. Når dette så kombineres med en grine-faktor, der absolut ville blokere solen fuldstændigt, og en opfattelse af selv de mindste ting som værende pinlige - ja, så nærmer vi os det felt, jeg befinder mig i for tiden..

Jeg står i en forstand (men kun en - for det er nogle skønne børn) i frustrationens og afmagtens højspændingsfelt. Hvordan får man et barn overbevist om, at dets opfattelse er lad os sige bare en anelse forskruet..?! At man måske ikke er helt så streng og dum, når det kommer til stykket.

... hvis nogen derude har fundet løsningen, så skriv en bog om det, hold et pressemøde - og bliv desuden verdensberømt, fordi du som den første nogensinde har grejet koden om børns opdragelse til perfektion ...

uhulen udvider grænserne

Uhulen er nu med-forfatter på konfirmand.blogspot.com - linket i højre side som "TUF"

God og dejlig mandag til Jer alle!

lidt om (holy) discontent ... man har et standpunkt

... til man beslutter at få sig et nyt.

Ja, og således kom dagen - som tidligere skrevet - hvor jeg indtrådte i et par nye verdener, som jeg siden har brugt overordentlig meget tid på at udforske og undersøge.

Jeg så for et par uger siden en tale af Bill Hybels (fra Willow Creek - gigantisk amerikansk kirke), hvor han taler om, at finde frem til det, som Gud kalder en til at gøre. Som vejviser for hvilken opgave, man muligvis har for sig, kan man holde et godt vågent øje med sin "holy discontent" - et selvopfundet begreb fra talerens hånd eller hoved, der dækker over den følelse, som opstår, når man simpelthen har fået nok og ikke længere kan klare en situation, en ledelsesstrategi, en gudstjenesteform ... Han kom selv med det (desværre) klassiske eksempel, hvor man sidder til en gudstjeneste og tænker, at der vil man aldrig tage sine venner med, for så ville de absolut, afgjort og helt sikkert aldrig nogensinde sålænge jorden består komme tilbage. Det kunne give anledning til en følelse af holy discontent - og gjorde det for Bill Hybels.






Hvad jeg egentlig fandt bemærkelsesværdigt var, at han i stedet for at flygte fra det, der vækker følelsen - som vi ellers oftest gør - næsten opfordrede til at dyrke følelsen lidt; give den næring og lade den udvikle sig i form af at opsøge det, som giver dig holy discontent. - Ikke som sådan for at dyrke frustrationen og angeren mod det, der kunne være så meget bedre, men mere for at afklare, om det så måske akkurat var på det felt, du havde en opgave. Med Bill Hybels fantastiske formulering - om Gud i dig havde fundet en lidelsesfælde, en det smertede lige så meget at se på kirker i opløsning eller hvad det nu måtte være for dit vedkommende..

Det er en mere end vældig spændende tanke, som har fulgt mig noget siden da. På hvilket område er Jesus og jeg lige ked af det, og hvor kan han dermed bruge mine kompetencer til at være hans redskab? Hvor kan mine evner bruges som Moses stav - noget der alene er menneskeligt, jordisk og begrænset, men som når Gud giver det liv, styrer det og virker gennem det, bliver fantastisk meget større?


Hvor kan Gud bruge dig?

Tilbage til indledningen, så besluttede jeg mig - på et noget mere profant plan - at opsøge lidt af det, som jeg har (haft) store anker mod.. Nemlig facebook. Det kunne godt give næring til en verdslig discontent! Og nu har jeg så næret den godt og grundig de sidste par uger og fundet af, at man har et godt og gammeldags standpunkt til man finder sig et nyt.

Indrømmet, facebook har da også sine gode sider.

Selvom jeg stadig finder alle de uendeligt mange applications dybt frustrerende :-)

synes folk trænger til en opsang

..her gik man og troede, at blogverdenen var noget man bare måtte være med i.. haha, og så står den rimelig stille til tider, må man sige.. :-)

..men nyder stadig at have mit menings-åndehul - et sluserør, hvor alt kan komme ud, til måske fornøjelig læsning for andre end mig selv..

håber I alle har haft en dejlig sommer-pinse

DEN VELSIGNEDE VEJ - part two

Den velsignede vej..

En ting er at ville gå den og mærke, at det giver fred og en del mindre stress og bekymring, at lægge sin vej over til Gud, så "ansvaret" lige som kan deles mellem ham og jeg - en helt anden ting er så at finde pejlemærkerne og kunne fornemme eller i det mindste stole på, at man går den rigtige vej.

Se, det er måske ikke altid helt nemt. De fleste af os - i særdeleshed jeg selv - er kontrolfreaks, der i større eller mindre grad har det bedst med selv at bestemme og være chef for alt (læs: det meste), hvad man har fingrene i, for tingene bliver nok alligevel bedst, hvis man selv gør det.
Eller også har man det heeelt fint med, at andre overtager og at man således ikke skal tage stilling til noget som helst og da slet ikke skal engagere sig for meget.

For begge tilfældes vedkommende gælder der en udfordring om enten at turde give slip og stifte godt og grundigt bekendtskab med begreber som "tillid", "stole på" og "overgive til" eller at øve sig i en vedholdende opmærksomhed for i hvilken retning, man bevæger sig.



Jeg tilhører i høj grad første kategori, men jeg må bare sige, at at gøre det, som jeg skrev om i 'part one', har gjort en verden til forskel for mig! Måske gør jeg i virkeligheden ikke så forfærdelig meget mere eller andet end før - og det er absolut heller ikke meningen med denne opfordring - men det har i udpræget grad åbnet mine øjne for, betydningen af det arbejde, som jeg får lov at være en del af, for andre mennesker. Det har desuden virkeliggjort for mig, hvor meget jeg faktisk selv får ud af det - hvor meget glæde og energi det giver, og hvor mange mennesker jeg kommer til at kende gennem det. Kendetegnende for opgaverne på den velsignede vej er, at de giver uendelig meget til en selv og til andre, men absolut aldrig bliver surt slid - og hvor fantastisk fristende er det ikke lige på en skala fra 1-10?!

Et sådant projekt for mig er eks. TUF.. Det var alligevel med en vis tøven og bæven jeg sagde ja første gang, for jeg kendte på ingen måde deltagerne, og jeg har aldrig selv været en af de ivrige lejr-hippier, men jeg skal da lige love for, at det har været en uvurderlig rejse at være med på!

Dels har ledergruppen et fantastisk fællesskab og dels er deltagerne simpelthen rigtig skønne..

Jeg tror virkelig på, at Jesus bruger TUF til på en helt ny måde, at åbne TUF'ernes øjne for, hvad tro er og giver dem et indblik i, hvordan man kan være kristen på forskellige måder - ikke mindst oplever jeg også, at de nyder at snakke om tro med hinanden; de fornemmer vigtigheden af at være flere om troen - man kan simpelthen ikke være kristen for sig selv..


På TUF laver Tine (Gjessø) og jeg "oplevelses"-gudstjenester, som jeg kalder det. Vi udfordrer Gudstjenestens rammer og form - hvad kan man egentlig i en Gudstjeneste? Vi skaber et sanse- og stemningsrum med mørke, lys, film, relax corner, lyd-filer, sms-bøn, lys-kors og forskellige andre ting, der alle kræver fysisk deltagelse og tankevirksomhed..


Det er en KÆMPE oplevelse, hvis 'succes' vi allerhøjeste grad må give Gud al æren for - jeg er dybt taknemmelig over at se, at Tines og min villighed til at bruge vores kreative evner og innovative idéer bærer frugt. Det giver det vildeste kick! Tænk, det er så smart indrettet, at Gud rent faktisk kan og vil bruge, det som jeg er bedst til i hans planer - Jeg kunne ikke tænke mig noget bedre. Lad det aldrig og stoppe, og lad mig endelig få lov til at være med i mere..

En hel roman fra mig - jeg kunne skrive mere om andet, der er lige så fantastisk, meen det må blive en anden gang ;-)

Er dette indlæg ustruktureret og én stor samling af strøtanker

må det tillægges min begejstring for emnet :-)

ANKEN MOD "DEN GAMLE KIRKE"

Se to ting får jeg som minimum ud af tegningen.

1. Det tegner billedet på uhyggeligt mange kirker i Danmark - og sikkert også i mange andre lande - at vi alt for ofte ikke formidler i "ikke overfusende og pegefinger-løftende" ærlighed, hvad budskabet bag musikken er.

Specielt i disse über-hypede gospel-tider, hvor et hidtil uset antal mennesker rent faktisk entrérer kirkerne uden, at vi arbejder særligt for det, er det så meget desto mere væsentligt, at hver enkel får en lille forsmag på, hvad livet med Jesus er for noget. Vi må som kirkeledere og trosmæssige "vejvisere" eller mentorer ikke efterligne de danske folkekirker, der konfirmerer unge mennesker i et væk hvert eneste år og til trods derfor stadigvæk er ufatteligt små - når vi har det privilegie, at kunne tale til og med ikke så lidt ikke kirke-vante mennesker uge efter uge, må chancen altså ikke forpasse os, at de dels får en musisk oplevelse af høj kvalitet, men også får et ærligt billede af, hvad Jesus' kærlighed handler om.

Man skal opleve, at man ikke bliver overfuset med en færdig-pakke, "der bare lige skal have 2 min. i mikroen og så er man køreklar med svar på alt fra A-Z", men til gengæld får ærlige svar på reelle spørgsmål og får indblik i udfoldelse af kristendom, som ikke er overflade..

2. Omvendt set kan man sige, at flere mennesker trods alt vænner sig til at have deres gang i kirken og får et måske kristent netværk gennem gospelkor m.m., og det er i virkeligheden mindst lige så vigtigt..

Jeg er nemlig stor modstander af den holdning, der siger "haps, nu har vi endelig fået Jer inden for, så nu skal I bare høre.. vi har også dét og dét og dét, som du er meget velkommen til at deltage i". - Som om vi skal kæmpe for hvert enkelt medlem og gøre mere end fibrilske og forkvaklede og over-omklamrende tilnærmelser for at hverve folk til vores halvslunkne progam.. Sådan skal min kirke IKKE være!

Vi skal kunne tilbyde et program, der er så overdrevent tjekket og relevant og givende og.. at folk ikke kan lade være med at komme, fordi de bliver rigere mennesker af at komme og fordi deres livskvalitet bliver forhøjet hver dag i kraft af de udfordringer, kirken giver dem! Jeg vil tillade mig at være så krævende og "stor i slaget", at jeg forlanger, at det er udgangspunktet for enhver vission, mission, ethvert program eller flyer, at det skal formidle "væsentligt, brugbart indhold"..

Gennem min endnu begrænsede tid i kirken, som dog alligevel har bragt mig langt i stillingtagen, lederstategier, vissioner, missioner og overvejelser af livets mange spørgsmål, har jeg mange gange hørt : "det er da godt nok; det er bare ind til kirken" eller "der er jo grænser for"..

UNDSKYLD, men hvad sagde du?! Er jeg den eneste, der bare ikke kan udstå attituden og idéen om godt nok..?

Hvis vi som ikke kan langt mere end matche de millioner af andre tilbud, som samfundet byder på, så uddør vi altså inden længe! Men modsat alle andre tilbud, så har vi en livsvigtig gave, at videregive.

Mon ikke Jesus ser lidt undrende på os engang, hvis vores bedste argument for ikke at gøre den bedste indsat er " vi troede, det var godt nok" ... ?!

omstillingsparathedens udfordringer

..dagen kom, hvor jeg måtte ændre lidt på de vante omgivelser herinde - håber alle konservative - den var ikke tænkt til Tine Gjessø - vane-mennesker kan vænne sig til det nye udseende..

... god solskins-lørdag ...

SKRAMMEL SOM BINDEMIDDEL

Kræmmermarked er en underlig underlig ting, hvor et særligt folk på denne klode prøver at overbevise et ganske andet folk om, at de simpelthen ikke kan leve uden helt og aldeles unødvendigt skrammel.. Bindeleddet eller klisteret mellem de to befolkningsgrupper er således noget, der for sælgeren forhåbentlig ikke har nogen værdi (man må somme tider som kræmmer være flov over de ting, man tager penge for) og for køberen sjovt nok har værdi og på en eller anden facon kan kategoriseres som brugbart..

Ja, og sådan gik det til, at jeg i dag opnåede følgende, som jeg på mere end en måde er stolt af:

1) Et vinglas, 2) Et gammelt metal-tog, 3) En gammel bog med fantastiske tegninger i, 4) To tallerkener, 5) En sukkerstrødåse - uundværlig i kanelsukker-sammenhænge.. ja og 6) Lidt gammelt broderi og 7) EN DEJLIG DEJLIG DÅSE! - som jeg erhvervede mig med en kræmmers list og charme og som endte med et godt gammeldags håndslag og en pris, jeg havde dikteret..

Det er også det eneste sted, hvor det for mig bliver atraktivt at gafle en hotdog mit ketchup und alles - jeg kan vel egentlig næsten garantere, det kun sker den ene gang om året.. :-)

Og nu et af livets allerstørste spørgsmål, som jeg må bede om svar på. Hvorfor føler jeg mig som ovenstående efter et besøg på Det Grønne Hjørne? (fri buffet-restaurant i Århus)

Hvorfor?!

(..billedteksten læses på engelsk forståes - anden følelse ville jo være otopisk..)