ja, hvad skal man skrive om? jeg ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg. måske finde en retning og en bevidsthed i et kaos af ustrukturerede glædespunkter. der foregår alt muligt i og uden for mig for tiden. jeg elsker livet og nyder, hvor jeg er; forsøger fibrilsk at holde fokus i glæden.
efter i lang tid ikke rigtig at have været tilstede i livet, har jeg det endelig rigtig godt igen - man kan bogstavelig talt sige at latteren har taget over for bekymringerne - og det er jo dejligt!
til gengæld synes der altid på en eller anden vis at følge en art tomrum efter vild opmuntring. jeg har det skønt, jeg er glad og taknemmelig, men føler også, at jeg virkelig må huske at være tilstede og forblive bevidst, så jeg ikke igen forsvinder fra mig selv.
når man gang på gang hører sig selv sige: "jeg har det bare rigtig rigtig godt og elsker Arkitektskolen, dens mennesker og projekter højt", så bliver sætningen i gentagelsen jo ikke mindre sand, og alligevel er det just dér ordene kan forsvinde ind i sig selv, og man glemmer vægten og betydningen i virvaret af sætningskonstruktioner. pludselig stopper man op, ser sig om og spørger "hvordan endte jeg dog her?!"
det siges, at lykke opleves/åbenbarer sig i glimt, hvilket jeg ikke vil modsætte mig. selvsagt kan jeg derfor heller ikke gå rundt som et omvandrende overskuds/lykkeorakel - det ved jeg godt. men hvor finder man opskriften på at forblive der, hvor ting giver mening? hvor glæden er reel? hvor taknemmeligheden og ydmygheden overfor ens velsignede jeg er dybfølt?
for er jeg bevidst om det, kan jeg ikke være i mig selv af fryd, dog hører jeg efterhånden mig selv give et standartsvar i korte komprimerede sætninger. hjælp mig til at holde fast, du gode gamle liv. jeg kan ikke forblive i den berusende henrykkelse, men kan jeg dog ikke få lov at holde fast i den dybe glæde?
her er jeg. kathrine.
taknemmelig. glad.
men også bare et menneske.
taknemmelig. glad.
men også bare et menneske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar