lidt om (holy) discontent ... man har et standpunkt

... til man beslutter at få sig et nyt.

Ja, og således kom dagen - som tidligere skrevet - hvor jeg indtrådte i et par nye verdener, som jeg siden har brugt overordentlig meget tid på at udforske og undersøge.

Jeg så for et par uger siden en tale af Bill Hybels (fra Willow Creek - gigantisk amerikansk kirke), hvor han taler om, at finde frem til det, som Gud kalder en til at gøre. Som vejviser for hvilken opgave, man muligvis har for sig, kan man holde et godt vågent øje med sin "holy discontent" - et selvopfundet begreb fra talerens hånd eller hoved, der dækker over den følelse, som opstår, når man simpelthen har fået nok og ikke længere kan klare en situation, en ledelsesstrategi, en gudstjenesteform ... Han kom selv med det (desværre) klassiske eksempel, hvor man sidder til en gudstjeneste og tænker, at der vil man aldrig tage sine venner med, for så ville de absolut, afgjort og helt sikkert aldrig nogensinde sålænge jorden består komme tilbage. Det kunne give anledning til en følelse af holy discontent - og gjorde det for Bill Hybels.






Hvad jeg egentlig fandt bemærkelsesværdigt var, at han i stedet for at flygte fra det, der vækker følelsen - som vi ellers oftest gør - næsten opfordrede til at dyrke følelsen lidt; give den næring og lade den udvikle sig i form af at opsøge det, som giver dig holy discontent. - Ikke som sådan for at dyrke frustrationen og angeren mod det, der kunne være så meget bedre, men mere for at afklare, om det så måske akkurat var på det felt, du havde en opgave. Med Bill Hybels fantastiske formulering - om Gud i dig havde fundet en lidelsesfælde, en det smertede lige så meget at se på kirker i opløsning eller hvad det nu måtte være for dit vedkommende..

Det er en mere end vældig spændende tanke, som har fulgt mig noget siden da. På hvilket område er Jesus og jeg lige ked af det, og hvor kan han dermed bruge mine kompetencer til at være hans redskab? Hvor kan mine evner bruges som Moses stav - noget der alene er menneskeligt, jordisk og begrænset, men som når Gud giver det liv, styrer det og virker gennem det, bliver fantastisk meget større?


Hvor kan Gud bruge dig?

Tilbage til indledningen, så besluttede jeg mig - på et noget mere profant plan - at opsøge lidt af det, som jeg har (haft) store anker mod.. Nemlig facebook. Det kunne godt give næring til en verdslig discontent! Og nu har jeg så næret den godt og grundig de sidste par uger og fundet af, at man har et godt og gammeldags standpunkt til man finder sig et nyt.

Indrømmet, facebook har da også sine gode sider.

Selvom jeg stadig finder alle de uendeligt mange applications dybt frustrerende :-)