hvad afmagt og børn har med hinanden at gøre

Nu - da jeg faktisk har arbejdet med børn de sidste to år - føler jeg, at jeg har et vidst grundlag for at hoppe med på børnesnakken.

Først må jeg nedfælde med særdeles tydelige typer - var der nogen der havde en hammer, mejsel og et stykke klippe, de kunne undvære?! - at jeg synes børn er helt fantastiske; unikke og meget mere særegne end voksne, der efterhånden på godt og ondt har fået slebet kanterne, så de passer minutiøst til samfundets flittigt brugte kasser påklistret med type-etiketter..

Men, med slet skjult humor forståes, har jeg gjort mig den erfaring, at børn i vuggestuealderen jo naturligt nok er ubetinget i ens vold, hvor deres mening til enhver tid må vige for den voksnes; de kapitulerer forholdvist hurtigt (husk ingen regel uden undtagelse..).

Børnehavebørn udfordrer grænser, for ligesom at finde ud af, hvor stor spændvidde de har - inden for hvilket felt de frit kan bevæge sig, og efterhånden som de vokser til, proportionalt voksende med antallet af tabte tænder og begyndende ved første skoledag får de en besynderlig idé om, at de måske i virkeligheden ikke er helt så afhængige af deres forældre - de kan faktisk ret mange ting selv.

Samtidig spirer en umanerlig lyst til ikke at føje den voksnes bud frem. Når dette så kombineres med en grine-faktor, der absolut ville blokere solen fuldstændigt, og en opfattelse af selv de mindste ting som værende pinlige - ja, så nærmer vi os det felt, jeg befinder mig i for tiden..

Jeg står i en forstand (men kun en - for det er nogle skønne børn) i frustrationens og afmagtens højspændingsfelt. Hvordan får man et barn overbevist om, at dets opfattelse er lad os sige bare en anelse forskruet..?! At man måske ikke er helt så streng og dum, når det kommer til stykket.

... hvis nogen derude har fundet løsningen, så skriv en bog om det, hold et pressemøde - og bliv desuden verdensberømt, fordi du som den første nogensinde har grejet koden om børns opdragelse til perfektion ...