når nok bare er for meget

jeg tror egentlig, at jeg er rimelig normal - sidst jeg tjekkede var måleren ikke helt på overarbejde endnu.

men hvad nu, når man er den type menneske, som helst vil kunne alting, hele tiden, meget perfekt og som ikke må brokke sig, blive træt og sige fra - når man er sådan en, alle regner med og spørger om alt mellem himmel og jord. når de kigger underligt på en, hvis man får taget sig sammen og siger fra. hvad nu, når man faktisk har prøvet, hvad det vil sige at have stress, ikke som i travl, men som i "alting ramler og jeg kan ikke længere selv gøre noget ved det". hvad nu når man faktisk har det fantastisk, men lige rigeligt intensivt, hvad nu når man konstaterer, at måske er for meget flødeskum ikke godt. hvad nu, når man knækker lidt og skal gøre den hyper skræmmende erkendelse, at man ikke kan bære alting i denne verden selv, hvad nu, når man bliver en lille smule pissebange for at nå dertil igen. hvad nu hvis..

man i bund og grund er meget glad, og så alligevel bare er et menneske.

har man så tegnet for mange lange lige streger på et papir i frihånd (i TO dage)? og skal man så bare være ligeglad med at man er 6 opg. bagud, fordi dem, der bestemmer, synes det er forrygende fantastisk bare at liniere?

er der nogen, der ved, hvor man kan blive ansat til at kvadrere blokke? er der nogen, der er udlært i "slap af 1 - for begyndere" - et kursus om livet uden dårlig samvittighed?

er der nogen, der gider fortælle damen, at hun skal gå i seng, skal droppe perfektionismen et kvarter hver dag?

eller skal jeg bare erkende og acceptere, at min hjerne tilfældigvis er højreminded, meget visuel og utrolig perfektionistisk anlagt (der er beviser ;-))?


hav en velsignet fantastisk uge. husk at tænke efter, trække vejret, spise sundt, grine meget over ingenting. husk, du ikke er alene. husk .. at slappe af.