1) jeg er stadig ikke færdig med Luftkastellet, der blev sprængt,
men jeg kan alligevel ikke nære mig
2) egentlig skulle dette være min personlige trosbekendelse
men jeg kan alligevel ikke nære mig
2) egentlig skulle dette være min personlige trosbekendelse
men det bliver det ikke. tine gjessø har skrevet eller er i hvert fald i gang med at skrive sin personlige trobekendelse. min søster fik samme opgave en af de første skoledage i 9.B - velkommen tilbage børn, værsågod, her er en bombe.
og lige netop denne ret omfangsrige og dybdegående opgave - i det mindste hvis man tror på mere en "sol gir' varme" og "popcorn" - fik mig til igen at overveje sagen. efter min mening er der nemlig stor værdi i at definere rammerne for sin tro personligt og tage stilling til de gamle nok så betydningsfulde ord, som dog mister sin kraft og betydning, idet de bliver en form, et hylster, en ramme om et ritual.
jeg er overbevist om, at trosbekendelsen såvel som fader vor for mange mennesker har fået een samlet betydning - som sådan er det fint - men enkeltdelene af teksten går tabt, sålænge den rables af i en hastighed så stor, at man på det nærmeste snubler over ordene. "ja, jeg tror på ham Jesus, ja, han døde vidst (for mig?) og ham Helligånden er da fin - noget med en vind eller hvad?"
netop af den grund beder jeg sjældent selv fader vor, for den er en form for mig - jeg beder nok ofte det samme, men med mine egne ord, så jeg rent faktisk er klar over, hvad jeg forsøger at snakke med Jesus om.
min ambition de sidste dage har således været at skrive noget af det, der kan kaldes min trosbekendelse. ikke en stor teologisk udredning, men med jævne ord at prøve at gøre rede for kernen i min tro.
indtil jeg har noget at byde på, så tjek jokerens bud på sin personlige fader vor fra pladen alfahan.
Fader Vor
Du som styrer i himlen
Respekten er din - Jeg er nede med dit rige
Ske din vilje i mit kvarter, som den sker i alle andre kvarterer
Tak for den gode æder, vinen og de smukke mennesker du omgiver mig med
Jeg ved du altid har min ryg, selv når jeg fucker up, og på samme måde vil jeg altid have mine homies ryg, når de er på skideren, og endda tilgive dem, der kopierer mine cd'er
Fristelserne lurer overalt i min del af byen, men giv mig styrke, mod og visdom til at forvandle dem til inspiration i stedet
Pas godt på dem jeg elsker, dem jeg ikke elsker og selv på dem, som playerhater på mig
For Evigt, der
Amen!
Hvad synes du?
Du som styrer i himlen
Respekten er din - Jeg er nede med dit rige
Ske din vilje i mit kvarter, som den sker i alle andre kvarterer
Tak for den gode æder, vinen og de smukke mennesker du omgiver mig med
Jeg ved du altid har min ryg, selv når jeg fucker up, og på samme måde vil jeg altid have mine homies ryg, når de er på skideren, og endda tilgive dem, der kopierer mine cd'er
Fristelserne lurer overalt i min del af byen, men giv mig styrke, mod og visdom til at forvandle dem til inspiration i stedet
Pas godt på dem jeg elsker, dem jeg ikke elsker og selv på dem, som playerhater på mig
For Evigt, der
Amen!
Hvad synes du?
8 kommentarer:
http://thaarup.blogspot.com/2008/01/fadervor-eller-hvordan-er-det-nu-det-er.html
På dette blog-indlæg fra 14. jan. 2008 har jeg lagt flere forskellige udgaver af Fadervor - også Jokerens.
Hvis jeg "bliver træt" af Fadervor, så minder jeg mig selv om, at det faktisk er Jesus, der har lært os ordene. Det bliver jeg aldrig færdig med at grunde over.
Noget af det store i bønnen er at den er umulig at bede i ental. Den gør mig altid til en del af en stor helhed - giver mig søskende - selvom det er min personlige bøn.
"Naturen er altid et betagende syn med alle dens mangfoldige farver og forandringer fra dag til dag - dejligt!
Tak for din kommentar på mine spekulationer omkring Fader Vor. Jeg sætter tingene lidt på spidsen, men er ellers meget enig med dig.
Jeg opponerer mest mod, at bønnen ofte reduceres til form, når den i virkeligheden rummer en fantastisk styrke - ikke uden grund har man bedt sådan siden biblens tid.
Man må gøre sig helt klart, hvad man beder med andre ord.
Jeg grunder over din udlægning af flertalsformen. Det har - ærligt talt - været genstand for frustration for mig; endnu en understregning af "form", men dine ord giver god mening for mig. Tak.
Tænk, hvor fantastisk det er, at man kan (vej)lede hinanden i tro - selv i cyberspace =)
Kærligst Kathrine :-)"
(Svar udgivet på Tro, Håb og Kærlighed - link til højre)
men formen kan også holde os fast på, at vores Gudsforhold er mere end vores bevidsthed og forståelse.. det er en forbindelse, som først og fremmest vækkes af Guds kærlighed...
og når vi selv er tomme for ord, kan vi bruge formerne for at holde os fast på vores oplevelse af forbindelse til Gud...
og nogle gange virker det næsten som remser - andre gange dukker nye meninger op efter gentagne gentagelser - en drøvtyggen af gamle bevidnede ord, der giver dyb næring....
Netop når man mangler ordene og har svært ved at udtrykke, hvad man virkelig har på hjerte, så er det godt at kunne falde tilbage på de ord Jesus lærte os.....
Når det er sagt, er jeg enig med dig i, at risikoen er der for at Fadervor bare lires af uden den mindste eftertanke over, hvad det egentlig er, vi beder om.
Fadervor er, når vi tænker over hvad vi gør, når vi beder den en fantastisk bøn, som jeg nødigt ville undvære.
Amen
www.thomasrisager.dk
Dejligt, at et indlæg kan være genstand for samtale!
Jeg tilslutter mig fuldt ud, at det ville være svært at undvære Fader Vor! Specielt, fordi jeg - for mig selv - tager stilling til/lytter til ordene; hvad betyder de for mig netop i dag?
Samtidig giver det fantastisk meget mening at bede en bøn som denne højt sammen. Absolut!
Det er dog stadig min opfattelse, at ordene sommetider frarøves deres betydning i og med, at man/vi/jeg/nogen undlader at tage ordene ind og lade værdien af dem bundfælde sig..
Og i den overvejelse eller i et forsøg på at definere de gamle ords mening for os som mennesker, er det min overbevisning, at en personlig omformulering af teksten kan bidrage til større og dybere mening - at det bliver mere bøn og tilbedelse end remse.
Tak for jeres ord!
jvf det du også skrev på min blog: jeg synes, at der altid er en fare for, at man gør sin andagt til noget udvendigt ala nu har jeg gjort min pligt - UANSET formen - men vi kan sagtens have forskellige oplevelser - på forskellige tídspunkter...
jeg kunne heller ikke undvære den selvformulerede bøn - for den er der jo ofte brug for i specifikke situationer... tak fordi du tager det op...
Jeg kan huske en fed andagt, hvor en ven fortalte, at noget af det mest betydningsfulde for ham var, at hans mor havde lært ham som barn at bede Fadervor.
Wauw - det er en stærk bøn.
Kære Far.
Ske din vilje.
Komme dit rige.
Giv os hvad vi har behov for. Tilgiv os vor skyld
Befri os fra alt ondt.
For det vi har fået betroet, det betyder noget, det er Guds, derfor vil vi passe på det. Amen
jeg elsker at bede denne bøn sammen med mine børn. at præsentere dem for det, som jeg tror på og står for og få lov at opleve deres barnetro: Min Far er bare Go!
kh Louise
Send en kommentar