JA, MAN UNDRES

"Skal vi ikke lave en legeaftale i dag?"

"Det kan jeg desværre ikke"

"Hvorfor?"

"Fordi jeg har en café-aftale med min mor og søster"

"Øv.."

Sådan lød dagens pudsige samtale - mellem Ida og jeg. Ida går i den 2. klasse, jeg er SFO-voksen for. Hun er 8 måske 9 år; jeg er rundet de 20.. men er det i grunden ikke lige præcis et billede dels på en anerkendelse af mig som ny voksen i hendes univers, men i særdeleshed også en forskrift for os mere eller mindre gamle, forstokkede(?), fordomsfulde og gennemført kassetænkende "voksne", som opfører os nøjagtigt efter de forskrifter og normer, vi har fået udstukket fra barnsben - fra lærere, forældre etc.?

Jeg tænker, der ligger en særlig lærerig visdom gemt i dette møde mellem barn og voksen. Som det (må jeg nok alligevel modvilligt indrømme) forholdsvis gennemsnitlige menneske jeg er, trak jeg øjeblikkeligt på smilebåndet og tænkte: "Hvorfor spørger hun mig om det; jeg er jo voksen og på ingen måde i øjenhøjde med hende?!" Af den grund bør jeg sidde ekstra lyttende med i flokken af skoleelever med store altopfangende øjne og dumbo-ører, for situationen viser om noget, hvad det vil sige, at mødes uden fordomme og normer for, hvad er rigtigt eller rettere hvordan man ifølge opskriften nu skal handle med automatpiloten i allerhøjeste alarmberedskab.

Det er så indprintet i os, at når vi møder nye mennesker eller står i en uvant situation, så har vi partout et behov for at danne os et billede af - lad os bare sige - dette nye menneske. Vi gør det uden særlig grund, men endnu vigtigere uden særlige forudsætninger, og på få sekunder er personen sat i en eller anden form for kasse. "Han er høj, normal af bygning, ser nogenlunde tilforladelig ud, taler højlydt, har et voldsomt kropssprog - altså en dominerende type. Er desuden mørk i huden, men dog iført et sirligt og moderigtigt jakkesæt, samt den i nogle kredse obligatoriske atachémappe - så ham behøver man nok ikke være bange for.." Inden vi har set os om landede han i kassen med fint påklistret etikette : "Velintegreret karierre-mulat"

Og ingen, uanset hvor god man ellers føler sig, kan sige sig fri for at speed-analysere ethvert menneske man møder! Men hvilken reel værdi er der lige i den indgangsvinkel i mødet med det nye og fremmede? Var det ikke langt mere brugbart at stille analyse-apparatet på vågeblus og anskue mødet ud fra idéen om, hvad jeg har lyst til at få ud af det her uafhængigt af stereotype forestillinger - ligesom Ida uden tanke på, hvad man normalt ville gøre spørger, om jeg kan lege - alene ud fra en impulsiv idé og lyst?

Jeg tror, det er en af vores fornemmeste opgaver - specielt i den verden vi lever i i dag, hvor fordomme og grænser mellem mennesker trækkes skarpere og stadig mere demonstrativt op - ikke at lade os hensynke i ligegyldigt overforbrug af handlemæssig automatik. - Ikke at lade os påvirke af medier og autoriteters forskrifter for holdninger og handlinger. At vi forbliver som børn i disse henseender, der som udgangspunkt møder andre i tillid, opmærksomhed og allerhøjst i neutral undren. Alle må være bedst tjent med at gøre sig selv et bevidst valg og tillægge sig en individuel analyse af alt nyt.

En opfordring er hermed videregivet..

Ikke uden grund opfordrede Jesus os til at blive som børn - på alle mulige måder.