mandag den 9. november 2009

lidt om erkendelse og identitet


her i weekenden faldt jeg over en bunke af ting fra gamle dage, som af en eller anden grund - eller mange grunde - er fundet værdige til endnu at optage plads. mellem gamle stile, udtalelser og andet papir lå notesbogen. denne linierede bog med pink omslag fik jeg tilegnet i 6. klasse af min lærer, Miriam, med beskeden om, at dette IKKE var en dagbog - kun beregnet for egne øjne - men et værktøj til at øve sig i skrivning, formidling og refleksion.

vi kunne skrive, hvad som helst. klippe ud og klistre ind. eller som det lød "øve sig i synonymer og ordforråd ved eks. at skrive alle de ting, vi kunne komme i tanke om i forbindelse med køkken". som sagt så gjort, og dermed har jeg en meget langt, meget udførlig liste over grydeskeer, pander, piskeris og diverse apparater. i sig selv meget sjovt, omend det jeg egentlig hæftede med ved efter endt læsning var en anden ting.

det slog mig, at det billedet, jeg har af mig selv som 11-13-årig er et andet, end det jeg kunne læse mig til. mine tanker, refleksioner, bekymringer og udbrud fra tiden omkring millenium er så befriende umiddelbare; knyttet til den nære oplevelse og ikke præget af en specielt udviklet evne til at se tingene i det fine fugleperspektiv. det overraskede mig. situationer og oplevelser fra den tid står i hukommelsen i et ganske andet og i højere grad nuanceret lys.

det fik mig til at tænke på min afsluttende dansk-stil i gymnasiet (tidligere publiceret her), hvor jeg fabulerer over, hvad identitet er og knytter sig til. min konklusion derfra passer glimrende herpå - identitet må være summen af oplevelser og erfaringer. således er identitet en status, et bagudskuende øjebliksbillede, som ikke lader sig definere af fremtiden, før fremtid er fortid.

netop derfor er mit billede af mig selv for 10 år siden også et andet, fordi min verden - heldigvis da - er blevet en anden. den helt afgørende faktor her er jo et skift fra barndom til det nye kapitel voksendom, hvis sider jeg efterhånden også har vendt nogle stykker af.
erkendelsen, som jeg hæfter mig ved, er, at det giver god mening at fastholde disse øjebliksbilleder. der er stor værdi i opdagelsen af, hvordan verden så ud dengang, så opfattelsen af mig indeholder fikspunkter tegnenede en udvikling frem for blot summen er det, der definerer mig nu.

det må alt andet end lige give et langt mere nuanceret billede på selvet. en opfordring skal derfor lyde - fasthold af og til det spontane i billeder, ord eller andet.

måske der er en grund til dagbøgernes popularitet? er vi i virkeligheden overordentligt disponerede for glemslen, og trives vi godt i dovenskabens ikke-reflekterende verden?

1 kommentar:

Madam Kjeldsen sagde ...

Jeg tror, vi husker det, vi ønsker at huske.. Især billedet af os selv fra diverse alderstrin kan være en desideret "oplevelse" at læse igen.

Husker selv en lignenden episode ved fund af en gammel dagbog.. Jeg måtte liiige fintænkte lidt efter endt læsning ;)