når nok bare er for meget

jeg tror egentlig, at jeg er rimelig normal - sidst jeg tjekkede var måleren ikke helt på overarbejde endnu.

men hvad nu, når man er den type menneske, som helst vil kunne alting, hele tiden, meget perfekt og som ikke må brokke sig, blive træt og sige fra - når man er sådan en, alle regner med og spørger om alt mellem himmel og jord. når de kigger underligt på en, hvis man får taget sig sammen og siger fra. hvad nu, når man faktisk har prøvet, hvad det vil sige at have stress, ikke som i travl, men som i "alting ramler og jeg kan ikke længere selv gøre noget ved det". hvad nu når man faktisk har det fantastisk, men lige rigeligt intensivt, hvad nu når man konstaterer, at måske er for meget flødeskum ikke godt. hvad nu, når man knækker lidt og skal gøre den hyper skræmmende erkendelse, at man ikke kan bære alting i denne verden selv, hvad nu, når man bliver en lille smule pissebange for at nå dertil igen. hvad nu hvis..

man i bund og grund er meget glad, og så alligevel bare er et menneske.

har man så tegnet for mange lange lige streger på et papir i frihånd (i TO dage)? og skal man så bare være ligeglad med at man er 6 opg. bagud, fordi dem, der bestemmer, synes det er forrygende fantastisk bare at liniere?

er der nogen, der ved, hvor man kan blive ansat til at kvadrere blokke? er der nogen, der er udlært i "slap af 1 - for begyndere" - et kursus om livet uden dårlig samvittighed?

er der nogen, der gider fortælle damen, at hun skal gå i seng, skal droppe perfektionismen et kvarter hver dag?

eller skal jeg bare erkende og acceptere, at min hjerne tilfældigvis er højreminded, meget visuel og utrolig perfektionistisk anlagt (der er beviser ;-))?


hav en velsignet fantastisk uge. husk at tænke efter, trække vejret, spise sundt, grine meget over ingenting. husk, du ikke er alene. husk .. at slappe af.

det der er så svært at få øje på

er der andre end mig, der har overvejet,
hvorfor man nogle gange kan kigge ud i luften i ufattelig lang tid
uden at kede sig, mens det er en umulighed til andre tider?


jeg kan ikke lige helt forklare billedets sammenhæng med teksten, men det er en af de der dage,
og så får man nogle skæve associationer - skønt er det i hvert fald.

fryd og snøft

billeder fra det skønne Sverige - der var så dejligt.

men det er nu med en smertens stemme, jeg viser disse fotografier,
for mit elskede kamera har besluttet at pådrage sig efterårssyge,
og linsen står for skud.. vræl, mit überfantastiske Eos 450D virker ikke.
ja, og derfor er billedkvaliteten temmelig svingende.

heldigvis er der da garanti på apparatet, men en tung sten har lagt sig på mit hjerte

vil du ikke godt blive frisk igen

efterårs sverige

jeg er på ferie i sverige

bloggen står derfor lidt stille

skønt er her

hvad støvsugere og køleskabe har med hinanden at gøre

man skulle ikke tro det, men sammenhængen mellem disse to objekter er forbløffende stor. i hvert fald hos mig, hvor køleskabets indhold forsvinder (måske det faktisk aldrig rigtig har været der?) som støv i støvsugerslangen.


muligvis kan der til sammenhængen knyttes den kommentar, at jeg mere eller mindre aldrig er hjemme. jeg sover der, jeg vågner der, men ellers har jeg siden septembers begyndelse boet ubegribeligt mange timer i bygningerne 200 m fra min fra jorden højt løftede oase. det medfører manglende tid til indkøb - det selvom min lokale dagligvarebutik først lukker kl. 22.00.

ja, og nu sidder jeg så her og har indtaget den mest besynderlige (sen)aftensmad. er det tydeligt nok, at jeg egentlig glæder mig ufattelig meget til næste uges ferie?

en løftet hånd

noget er igen forandret. igen har jeg afgivet et løfte.
igen har jeg haft en pause og tid til at tænke efter.

jeg har de sidste dage løftet mine hænder sammen med hundredevis af andre kristne.
tegningen her fik mig til at overveje symbolikken i løftede hænder.

når et skolebarn løfter hænderne i klassen, er det et udtryk for flere ting. man har et spørgsmål, som man kan stille til en lærer, der ved bedre og som af barmhjertighed og omkostningsfrit vil hjælpe dig til at kunne akkurat det samme som sig selv. man spørger, fordi man er uviden og længes efter og har et håb om at blive læren lig og man spørger i fast tillid til at læren vil hjælpe, i tillid til at læren møder dig i kærlighed, bifalder dit mod og gengælder din åbenhed til fulde. endelig spørger man og får samme svar formuleret om og om igen, forklaret på nye måder - indtil man har fanget pointen.

alt det rummer en løftet hånd til Jesus.

har du overvejet det?