Alle snakker om det for tiden og ja, jeg spekulerer vel egentlig også selv over det af og til, hvis jeg skal være helt ærlig. DR2s Debatten, Clement Direkte og i det hele taget såvel højtlærde, intellektuelle personligheder som det jævne folk diskuterer og stiller sig selv de samme spørgsmål. – Omkring identitet. Hvem er jeg?
Hvorfor egentlig? Jeg mener, på papiret danner en håndfuld bogstaver mit navn, og et nøje gennemtænkt system gør, at en computer, så snart jeg kommer til verden, sprøjter et antal cifre ud 251187 – xxxx. Det er så mig. Selv hvis jeg en dag skulle blive helt i tvivl, eller hvis jeg som en af hovedpersonerne i Solvej Balles Ifølge loven forsøgte at opfylde et projekt om at nå det absolutte nulpunkt; at være ingen, ville det alligevel aldrig lykkes helt. Jeg har jo et nummer.
Men det er ligesom ikke helt nok. Havendøren står åben og inviterer til, at lyden af idyllisk fuglekvidder og en begyndende behagelig forårsvarme kommer indenfor og hilser på, ligesom vores gode ven og nabo så ofte gør. Og akkurat som han ofte spørger, pirrer lyden og varmen mig med dette presserende spørgsmål: ”Nå, det er jo her til sommer, du bliver færdig.. Hvad har du så tænkt dig at lave?” – ”Tja, altså jeg skal i hvert fald ikke i gang med det samme. Jeg tror, jeg skal finde et arbejde, måske vil jeg på højskole eller ud at rejse.”
Hvad skal man svare? Efterhånden er min standartkommentar ved at være så udslidt og kummerlig som presenningen over vores havetrampolin, der efter en hårdt vinters hvæsende og piskende tortur virkelig er i en sølle tilstand. Det er ikke så ligetil. Ikke for mig i hvert fald.
Jeg har tænkt meget over det. Selvfølgelig specielt meget her på det sidste, hvor der snart kræves en eller anden form for svar af mig. I mit indre jeg runger det med en styrke på niveau med Jan Gintbergs stemme, når han råber ind i en megafon sammen med drengene fra Tæskeholdet.
Det er ikke så meget spørgsmålet om, hvad jeg skal være. – Det er der så mange andre, der skriver og tænker bedre tanker om end mig. Nej, det er mere det, at valget jeg træffer snart, når jeg har fundet ud af det, lige om lidt. Snart! Eller.. At valget får betydning for, hvem jeg er. Ja, det forestiller jeg mig da.
Hvis jeg nu vælger at blive præst, så vil en del af min identitet eller en side af mig måske (eller forhåbentlig) være alvorlig, tillidsvækkende og afbalanceret, men ikke nødvendigvis, faktisk langt fra, kedelig og tør. ”Hej, mit navn er Kathrine. Jeg er præst her i kirken..” Tjaa, jo, jeg tror faktisk, at jeg ville finde sådan nogle lune og favnende personlighedstræk frem. En del af min identitet ville være ”præst”, og måske i høj grad ved sådan et erhverv bliver det i sandhed en del af ens identitet. De færreste præster ville nok sige, at ”jeg er præst fra 9-17, men når jeg kommer hjem, er jeg overhovedet ikke præst. Så er jeg bare mig. Pligterne og de mennesker, som har brug for mig, må vente til i morgen”.
Helt omvendt ved andre erhverv. Min mor bruger f.eks ikke sine evner inden for erhvervsrådgivning til folk, der vil låne penge i huse, uden for arbejdstiden. Det sker da, men der er langt imellem. Og jeg tror heller ikke, at nogen vil sige ”Jeanette, man kan bare mærke på dig, at du er erhvervsrådgiver. Det gør virkelig noget ved dig!” Nej, vel?! Det ville ligesom være mere troværdigt i første tilfælde.
Okay, en del af ens identitet udgøres måske af ens arbejde, men ikke nødvendigvis. På sin vis handler mit valg heller ikke kun om arbejde. Jeg føler nok nærmere, at jeg står på kanten af timetervippen og er rædselsslagen for at tage det afgørende hop, bange for at miste kontrollen, ryge ud i nischen mellem to faste poler med en klar forvisning om, at uanset hvor meget jeg prøver, vil jeg umuligt kunne trodse tyngdeloven og midt i midt springet vende om, stige tilvejrs igen og lande stakåndet, men trygt på kanten af vippen og råbe til dem dernede, der står og lurer med en skummel mine: ”Ved I hvad, jeg venter nok lige lidt endnu, før jeg springer. Kan I have det. Hej hej..”. Den går ligesom ikke.
Og rigtig ondskabsfuldt er det, at de alle står ude periferien eller billedligt talt rundt om bassinet og venter på det endegyldige ”plop”, hvor jeg får kontakt med vandets overflade, og netop når at høre dem sige i en sand symfoni, inden jeg sluges ned i de næsten uendelige vandmasser: ”We have been there, have done that”. Ubarmhjertigt og uden enhver form for løfte om hjælp står de. De har i hvert fald ikke tænkt sig at hjælpe! Nej, de kan kun enstemmigt komme med et tilsvarende standardiseret modsvar til min lade fremtidprognose. ”Vi havde det på samme måde”.
Springet gælder nemlig ikke kun job. Hoppet drejer sig for mig også om et skel mellem selvstændighed og bundethed. Det handler om, at jeg skal stå på egne ben for alvor. Det er frygten for at miste kontrol eller fortryde noget, for tænk nu, hvis alting var bedre før. Valget føles helt uendeligt stort! Sammenlignelig med, da jeg som barn synes, at alle ting var større, end jeg synes, de er nu, hvor jeg genser dem.
Jeg er faktisk også næsten overbevist om, at når jeg om nogle år ser tilbage, vil jeg kærligt små le over mig selv og være fuldstændig uforstående over for min tankegang nu, hvor jeg projicerer afslutningen på min trods alt trygge gymnasietilværelse op til et langt større og mere omfattende, eksistentielt spørgsmål om, hvem jeg er nu, og hvad jeg har lyst til at være i fremtiden.
Meget mod min vilje er jeg sikker på, at jeg kommer til at stå i mængden af voksne rundt om bassinet, hemmelighedsfuldt vinkende op til mine små kusiner og fætre på kanten. Endnu mere overbevist er jeg desværre om, at jeg vil være lige så selvtilfreds og uhjælpsom. Jeg vil stå der på forreste række med korslagte arme og et smørret grin og godte mig over, at jeg har fundet vej gennem nischen, har været nede på fortvivlelsens fugtige bund og er kommet vel op til overfladen igen.
Når jeg først er kommet dertil, vil jeg være en del af et nyt fællesskab, og jeg vil afgjort være nogle erfaringer rigere. Måske er det i virkeligheden det, det handler om. At man samler erfaringer, de fleste sikkert af tvivlsom og vaklende karakter, men dog stadig inden for rammen ”erfaringer”, og at summen af disse vil give en en baggrund, noget som er en selv. Det, man kalder ens identitet?
Årsagen til, at jeg forhåbentlig eller måske på et tidspunkt springer bliver med største sandsynlighed ikke, at de voksne står dernede og pludselig i et split sekund rækker armene indbydende frem. Det tør jeg ikke satse på. Det er jo et selvstændigt træk, det er kyllingen, der klarer at hakke sig ud af ægget – alene! Grunden til springet bliver nok snarere, at køen eller rettere sagt mængden af lige så ufrivilligt overraskede, fortvivlede og chokerede mennesker bag mig bliver så presserende, at jeg tilsidst snubler ud over kanten, tumler forkvaklet gennem luften og lander på den mest utjekkede og uatletiske facon.
Og selvom jeg uden tvivl hverken vil hoppe særlig flot eller på nogen måde gennemtænkt, så tillader jeg da alligevel mig selv at være en lille bitte smule lettet over, at jeg hvis ikke frivilligt hopper, så i hvert fald skubbes til at springe.
Måske er det ikke meningen, at man skal være i kontrol. Jeg spekulerer nemlig stadig over, hvorfor høj som lav livet igennem beskæftiger sig med identitetsspørgsmålet. – Hvorfor diverse medier vedbliver at prøve at komme med udsendelser, der kan udstoppe det gabende tomme hul, på hvis etikette, der står ”Identitet”.
Hmm. Kan det være, det hænger sammen med, at erfaringer og fortid – summen af ens oplevelser – udgør ens identitet? For hvis det gælder, så er det jo logisk nok, at det stadigvæk er relevant for alverdens mennesker, at stille sig selv spørgsmålet, selvom de er ældrere og er sprunget forlængst. De kender når alt kommer til alt heller ikke deres fremtid. Ældrere mennesker end mig er måske en kende sikrere i, hvem de er, fordi summen af deres erfaringer er større, men usikkerheden i forhold til, hvem de vil være i morgen, om en uge eller en gang i fremtiden, hjemsøger dem sikkert på lige fod med mig. Et spøgelse, der med sin klamme ugennemsigtige natur, utrætteligt svæver ind og ud af kroppen og efterlader mig koldsvedende med unaturlig og foruroligende høj puls. Et spøgelse, hvis vigtigste opgave er at minde om, at identiteten udvikles livet igennem?
Hvis verden virkelig hænger sådan sammen, så vil jeg bestræbe mig på ikke at frygte for meget. Et meget utopisk ønske. Jeg vil ikke desto mindre forsøge, og så kan fortidens og nutidens kloge hoveder gøre sig alle de finurlige tanker, de lyster, for jeg vil vente på at trænslen bag mig skubber så voldsomt, at jeg må give efter. Her, helt fortroeligt, kun mellem dig og mig, tør jeg godt indrømme, at jeg nok alligevel ikke er modig nok til at hoppe ud i selvstændigheden og identitetsudviklingen helt alene og af egen fri vilje. ”Gudsketakoglov” er jeg blot en lille brik i et kæmpe puslespil. Jeg er lige præcis blot, hvem som helst, ikke stor og betydelig. Jeg er blot en spekulant.
